Fremtidspension – en værdig vej frem
Alt for mange unge i Danmark får i dag førtidspension. I praksis betyder det, at vi fortæller dem: Dit arbejdsliv er slut, allerede før det rigtig begyndte.
Det er et svigt. Ikke fordi nogle ikke reelt har brug for en varig pension – det skal vi selvfølgelig respektere. Men fordi vi parkerer alt for mange, især unge, uden håb, fællesskab og mulighed for udvikling.
Derfor foreslår Radikale Venstre en ny ordning: fremtidspension. Den skal give samme økonomiske tryghed som førtidspension – men samtidig være koblet til støtte, fleksibilitet og en åben dør tilbage til arbejdsfællesskabet, hvis det viser sig muligt.
Jeg møder selv unge på Frederiksberg med psykiske udfordringer, mistrivsel eller handicap. De vil gerne bidrage, men er blevet sat udenfor i en alt for tidlig alder. Fremtidspension handler netop om at give dem en håndsrækning fremfor et livslangt stempel.
Det kræver investeringer i mennesker. Mere støtte, mere tålmodighed, mere tro på den enkeltes muligheder. Men det er en investering, der både menneskeligt og samfundsøkonomisk kan betale sig.
På Frederiksberg bør vi gå foran og afprøve nye veje. For vi skal kunne sige til alle unge: Vi opgiver dig ikke. Vi giver dig en fremtid.